At gå på sten renser hovedet
(Fra min første blog, 2007)
”Far, hvornår skal vi ud at gå på sten?” Sådan spørger min så på 8 år hver gang, vi besøger svigermikkernes sommerhus ved Sjællands Odde.
Han elsker det og bliver meget skuffet, hvis vi ikke når det. Hans dovne og lidt uansvarlige far er så nødt til at gå med. Det er jo trods alt ham, der oprindelig fandt på det. Men jeg fortryder aldrig.
Her i påsken var vi derude igen. Det foregår ved Havnebyen, det lille, grimme fiskerleje med en lang mole af kæmpestore granitsten. Vi hopper over muren og ud på stenene. Og så går vi ellers på de store sten, så langt vi orker ud mod spidsen af molen. På en god dag kravler vi tilbage igen, hvis vi ikke er for trætte.
Man er nødt til at koncentrere sig ret meget, når man går på sten. Finde den bedste vej og passe på ikke at falde eller glide. Et par af dem kan også godt vippe lidt.
Det er ikke så lang tid siden, jeg vrikkede om på højre ankel. Derfor er jeg altid lidt bange for at træde forkert især på de kantede sten. Til gengæld er det sikkert rigtig god træning for alle mine ubrugte led, sener og muskler i enden af storby-benene.
Det renser hovedet, når man ikke har tid til at trække på meget andet. En slags primitiv meditation tilsat ægte bølgeskum og vind i håret.
Er vi heldige, er der læ lidt nede mod vandet. Så er vi næsten helt alene i verden. Vi kan ikke se de andre oppe bag muren, og de kan ikke se os.
Man skal nu ikke for langt ned, så er stenene grønne og spejlglatte. Men hvis det ikke blæser for meget kan vi nå ret tæt på vandet. Så finder vi hver sin lænestolssten og holder en lille pause. Ser ud over vandet, lytter til bølgerne og mågerne, får lidt sol på kinderne.
Når jeg hopper tilbage over muren, ned på den gamle kaj er jeg lidt tr?, men dejligt afstresset.
